Kilde: Viborg Folkeblad

Nu går Viborg HK også med i Viborg Forenede Håndboldklubber, som efter sommerferien skal skabe et nyt og bedre tilbud til unge håndboldspillere på drengesiden.

Viborg Forenede Håndboldklubber får nu også Viborg HK med ombord. I første omgang sagde Viborg HK ellers nej til tilbuddet om at være med i samarbejdet med Asmild FH, Søndermarkens IK og Hald Ege-Ravnstrup KFUM, men nu hopper klubben dog alligevel med på vognen.

– Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg synes, at det er rigtig vigtigt i forhold til den signalværdi, som vi kan sende udadtil. Både i forhold til de drenge, som skal være en del af projektet, og som er de allervigtigste. Men det er også vigtigt i forhold til sponsorer, byen og alle andre. Jeg synes, at det er en styrke, at vi nu kan vise, at vi allesammen er sammen om det her, siger Ole Bitsch, som er idémand til samarbejdet – og som også bliver cheftræner for samarbejdets U17-årgang efter sommerferien.

Da han hjemme ved køkkenbordet slog stregerne til samarbejdet, var VHK tænkt med, og derfor er han rigtig godt tilfreds.

– Jeg synes, at vi virkelig har hele fundamentet i Viborg. Vi har gode skoletilbud på Nordre Skole, en fri- og en efterskole i Hald Ege og vi har Viborg Elite. Det sidste, der lige manglede for at binde sløjfen var, at alle klubberne begyndte at snakke sammen. Og derfor er det så glædeligt, at det nu langt om længe er lykkedes, siger han.

– Nu har drengene virkelig et tilbud, som de kan forholde sig til. Nu skal vi ikke kriges om de samme spillere. For der havde været konkurrence på markedet, hvis der havde været to klubber. Men det her bliver bare bedre for alle parter, og strategisk set, så kommer det her til at løfte herrehåndbolden i byen, siger Ole Bitsch, som drømmer om, at Viborg FH på sigt kan have et herre-divisionshold i omegnen af 1. division.

Bekymringerne er væk
Men hvorfor skulle Viborg HK bruge ekstra betænkningstid inden klubben tilsluttede sig?

– I starten var vi ikke helt klar over, hvor projektet bar hen, og hvad det indeholdt, men nu har vi talt sammen med Ole, og har på den måde fundet ud af, hvilke værdier og tanker, der ligger bag. Så ja – vi var bekymrede i starten, men nu er vi glade for, at vi kan få lov til at være med, siger Henrik Møller, der er næstformand i Viborg HK.

– I VHK er vi meget opmærksomme på, at vores spillere skal behandles ordentligt, ligesom vi også har styr på vores omegnsklubber forstået på den måde, at alle spillere ikke skal ind og spille hos os. Vi har mange medlemmer, men vi vil også gerne have muligheden for at komme til at spille mod de klubber, som ligger i oplandet. Og en del af vores bekymring gik på, om man nu trak for mange spillere ind udefra, men det er der styr på, siger Henrik Møller, som også føler, at der også er plads til ånd og klubfølelse fra VHK i det nye samarbejde.

Han tror meget på, at samarbejdet kommer til at hæve niveauet af arbejde på drengesiden.

– Kongstanken bag hele projektet er, at klubberne fra U4 til U15 skal sørge for, at der er så mange håndboldspillere, som overhovedet muligt. Og når man så overgår til U17 er der mange andre ting, som også vil komme til at fylde noget for de unge mennesker, og vi vil miste spillere. Men kan vi nu via det her holde på endnu flere, så vil det være stærkt, siger Ole Bitsch, som også tror på, at samarbejdet med Hald Ege Efterskole bliver en gevinst, da nogle af skolens elever allerede er begyndt at ytre ønske om at blive i byen for at være en del af Viborg FH.

En bevægelse, som VHK allerede har oplevet på pigesiden, hvor U18-afdelingen sjældent har været større, da flere piger nu vælger at fortsætte deres uddannelse i Viborg sideløbende med, at de spiller håndbold på et godt niveau.

Flere muligheder for de unge
Viborg HK er også i færd med at undersøge mulighederne for et samarbejde med Stoholm omkring klubbens bedste herrehold. Et samarbejde, der på tegnebrættet går ud på, at VHK’s herrehold skal være et andethold til Stoholms hold, som aktuelt er i 1. division. Men det ene projekt udelukker ikke det andet.

– Jeg tror, at der er plads til alle tingene. Det vigtige er, at vi får lavet en god base til de unge mennesker, så de kan spille håndbold og blive udfordret og blive dygtigere. Hvad der så sker med dem efter U19 det må tiden lidt vise. Jeg tror, at det bliver godt, når vi kommer til år tre eller fire i det her projekt, og vi så kan fodre vores eget seniorhold med unge mennesker. Jeg tror, at det vil være et godt trækplaster, siger Henrik Møller, som mener, at et samarbejde med Stoholm blot vil være en yderligere styrke.

– Det betyder jo, at vi stadig vil have en rigtig kort afstand til det, som forhåbentlig stadig er et 1. divisionshold. Og det vil blot være en gulerod for unge mennesker, siger næstformanden, som tror, at den brede vifte af seniortilbud, som klubberne kan tilbyde, betyder, at der vil være noget for alle – uanset ambitionsniveau.

Det er nemlig vigtigt, at man kan matche de unge menneskers ønsker og behov, så de ikke løber sur i håndbolden, men kan finde sig til rette, hvad enten det er på et jyllandsseriehold eller på et hold i 1. division.

Previous reading
Hovedsponsoraftale på plads
Next reading
Assistenttræner fundet